Olien længe leve
Den første bog med den samlede beretning om den danske undergrund er nu udkommet. Forfatter Jan Svendsen har skrevet og selv udgivet bogen - Olien længe leve - der fortæller historien om det danske olieeventyr, trækker tråde tilbage og ser frem
Danskerne vågnede i 1973 op til en oliepriskrise med kolde stuer, slukkede gadelys og billøse søndage. Heldigvis åbenbarede Nordsøen en stor skat af olie og naturgas, så vi kunne veksle til selvforsyning. Igen.
Danmark var selvforsynende indtil udenlandske kul og gas tog over i 1800-tallet. I 1900-tallet fulgte olien, hvor vi fuldstændig overlod til oliesheikerne at dække vores behov.
A.P. Møller fik i 1962 eneret i 50 år til den danske undergrund, og ingen forventede noget udbytte, men i
dag producerer Danmark som det eneste land i EU mere olie og naturgas, end vi selv bruger.
Eventyret offshore bidrager med milliarder til lønninger og vores velstand. Ministre og hr. Møller kæmpede om magten over undergrunden, mens danskerne nødigt lukkede naturgassen indenfor.
Borebisserne sveder på en eksplosionsfarlig arbejdsplads, og i tåge må en far sammen med chokerede kollegaer vente i 18 timer på helikopteren hjem til sin dræbte søn.
Hyren skæpper godt, så længe manpowerfirmaer tilbyder job, men nogle beder om hjælp efter skilsmisse.
Tusinder slider i offshoreindustrien, som døjer med et sort image, men ejerne investerer milliarder i fremtiden, hvor den sidste olie betaler for grøn energi.
Ansatte på naturgasanlæg og olieraffinaderier styrer en livsfarlig proces, som sender energien til vores trygge boliger og biler. Esbjergenserne glemmer stanken af fisk og laster i stedet en proper energimetropol.
EU ønsker et rent klima, mens europæerne fortsat behøver beskidt energi udefra. Norge eksporterer energi og holder på formuen i den stærke oliefond, mens de i Island, Færøerne og Grønland jagter det sorte guld til en svag økonomi. Olieselskaberne strider i en sårbar natur længere mod nord, hvor de stræber efter energien fra dybet.
ISBN 987-993923-1-5. EAN 9788799392315
272 sider. Pris kun 275 kr.
Bestil bogen her:
post@dialogforum.dk
Kilde: dialogforum.dk
